Fredensborgs borgere inviteres til grundlovsmøde i Fredensborghusene fredag den 5. juni. Arrangementet starter kl. 13.00 på adressen Bakkedraget 43.
Fredensborghusene åbner dørene for medborgerne til et arrangement, der giver næring til flere sanser. Der vil være sang, grundlovstale ved formanden for kulturudvalget i Fredensborg kommune, Per Frost Henriksen, samt underholdning af jazzorkestret The Nobel Jazzmen.
Fredensborghusene serverer fadøl og pølser, mens Fredensborg Spejderne vil sælge kage og saftevand for at få indtægter til deres aktiviteter.
Arrangementet forventes at strække sig over et par timer. Der er gratis adgang.
Fredensborghusene, der blev tegnet af den legendariske arkitekt Jørn Utzon og opført i 1960-erne, er kendt af mange forbipasserende for den meget markante arkitektur. Husene blev i 1987 fredet- netop for sine arkitektoniske værdier og gennemtænkte udnyttelse af terrænets og omgivelsernes muligheder.

